Billeddiagnostik
Røntgen
Klinikken henviser til røntgen efter gældende billeddiagnostiske retningslinjer udarbejder af Dansk Kiropraktor Forening og Regionerne. Røntgenundersøgelse bruges, hvis der er mistanke om strukturelle forandringer i kroppens knogler. Typisk er røntgenundersøgelser indiceret ved faldulykker, akutte sportsskader samt i udredningen af visse gigtlidelser og slidtilstande.
Klinikken råder ikke over eget røntgenanlæg, men vi samarbejder tæt med vores kollegaer på Hebe Rygcenter, Adelgade 15 i Skanderborg.
Så hvis du, i forbindelse med udredning på klinikken, anbefales at få taget røntgenbilleder, kan vi enten henvise og kommunikere elektronisk med Hebe Rygcenter eller du henvises til Horsens sygehus røntgenafdelingen, hvorefter vi modtager røntgenbeskrivelsen elektronisk.
Har du for nyligt, indenfor de seneste 5 år, fået foretaget røntgenundersøgelser eller MR scanninger på sygehuset eller ved anden kiropraktor, kan klinikken, med dit samtykke, hente disse billeder samt beskrivelse og bruge dem.
Ultralydsscanning
Ultralydsskanning er velegnet til undersøgelse af kroppens bløde væv fx sener, muskler og andre bløddele.
Har du akutte eller kroniske overbelastningsskader i fx hofteled eller skulderled kan en ultralydsskanning bruges til at be-/eller afkræfte en specifik diagnose.
Vi samarbejder med Hebe Rygcenter, Jens Kjærgaard, som har specialiseret sig i ultralydsskanning og henviser, ved indikation, til ham.
MR scanning
Kiropraktorer har mulighed for henvisning til MR skanning efter gældende billeddiagnostiske retningslinjer.
MR scanning (MRI) bruges, når der er mistanke om mere alvorlig sygdom i bevægeapparatets strukturer som fx ved vurdering af en diskusprolaps, hvor der ikke er bedring efter 8 ugers konservativt behandlings- og træningsforløb eller ved mistanke om infektioner i kroppens knogler, muskler eller bruskskiver. MR skanning er også velegnet til undersøgelse af strukturer i skuldre og knæled, hvis der er mistanke om skade på bruskdele eller inflammatoriske sygdomme (gigtlidelser).
